2024.10.29 - Toke Højen Jepsen

Lyt til afsnittet HER

Noter fra podcastens afsnit (links mv.)

Anton Rudolph Christian Sørensen Rafn, født den 17. juli 1841 i Ryomgaard Mark, Marie Magdalene Sogn.

I hans barndom flyttede han, hans bror og forældre til Maarup, Nødager Sogn i 1844, men flyttede tilbage til Marie Magdalene Sogn i 1847.

Antons barndom har nok budt på sine udfordringer, idet hans far, Søren Hansen, havde sine lyster til det andet køn, også selvom han var gift. Antons mor, Ane Christiane G. Rafn, har været et meget kristent menneske, da hendes slægt var folk af præstestanden og kirkesanger osv. Så Christiane har været et godhjertet og dannet menneske.

Dette ses tydeligt, da Søren i 1853 gjorde en tjenestepige frugtsommelig. Hun hed Gjertrud Marie Jensdatter, og arbejdede sammen med ham på en gård i Paderup, Kristrup Sogn. Han havde løgnagtigt angivet at være ungkarl overfor hende. Efter barnet blev født og døbt, rygtes det nu for Gjertrud, at Søren var en gift mand, og herefter spørger hun ham derom, og siden bliver han væk, hvorpå Søren nu anmeldes. Under et forhør af Christiane siger hun, at hun både har tilgivet hendes mand og vil fortsætte ægteskabet, samt at hun ønskede at straffen ville blive så mild som muligt. Christiane var altså villig til at tilgive sin mands synder og utroskab.

I 1856 blev Anton så konfirmeret, og hans karakterer var temmelig gode, hvilket nok skyldes hans mors indflydelse og opdragelse.

Derefter kommer Anton i tjene hos Pastoren, Andreas Evald Monrad Thomsen, i Marie Magdalene Præstegård, som moren sikkert også har ordnet. Det fortælles, at Anton var herskabskusk i sin ungdom (hvilket sikkert har været her). Endvidere at han engang kørte herskabet hen, for at se en henrettelse, som skete ved halshugning, herved kom Anton naturligvis også til at overvære den. Han fortalte at da bødlen havde hugget hovedet af delinkventen, tog han hovedet ved håret og holdt det i vejret. Anton sagde, at da kunne man se tungen spillede i munden på hovedet.

I 1859 kommer han over til Skovrider Joakim Gøske Molte Holm i Auning Sogn.

Han skiftede så plads i 1862 til Nyborghuset i Gjesing Sogn.

Imens udbryder der krig, den 2. slesvigske krig eller Krigen i 1864, og han "deltager" eller gør i hvert fald sin militærtjeneste, for Anton kommer ind den 10. maj 1864, 1 måned før det gør løs på Dybbøl. Han er menig og tilhørte 4. Batteri, første artilleri regiment, og han har nok været med (Hvilket også er blevet fortalt i familien og jeg har også et soldaterbillede af ham fra dengang), men da han ansøger om en erindringsmedalje, får han ingen, og nederst på ansøgningen har man skrevet: "Ikke udkommanderet under krigen". Samtidig fortsatte han i militæret indtil september 1865. Så ved ikke hvor meget han har deltaget i "Krigen i 1864".

Herefter stopper han også hos Nyborghuset, og vender hjem til Marie Magdalene Sogn.

Den 29. december 1866 giftede Anton sig med den 20-årige Karen Pedersen i Marie Magdalene Kirke.

De får så sammen 6 børn i alt:

Sørine (Kaldet Sine) i 1869.
Cathrine (Kaldet Thrine) i 1875.
Anders i 1878.
Petra i 1884.
Peder i 1887.
Christiane i 1892.

Alle børnene er født i Pindstrup, Marie Magdalene Sogn, dog dør Peder kun 15 år gammel. (af en årsag jeg ikke kender).

Men Anton har nok i begyndelsen ikke haft et landbrug, som kunne brødføde familien, for omkring 1880 står der i folketællingen, at han er "Inderste Akkordarbejder i Landbruget". Dette betyder at han er indsidder, altså en der lejer en gård, og samtidig har et "job" ved landbruget hvor han aflønnes ud fra mængden af udført arbejde.

Han har sandsynligt arbejdet på Skaføgård Gods hos Konseilspræsident Estrup, for en anden historie i min familie fortæller, at han har arbejdet for Estrup, og på et tidspunkt (nok omkring 1880) skulle der være valg, hvilket foregik i Randers. Karlene som var tilhænger af Estrup, havde fået lov at låne et spand heste og en vogn, så de kunne komme til Randers og stemme men da karlene blev klar over at Anton ikke ville stemme på Estrup, ville de ikke havde ham med i vognen. "Det er også lige meget, så kan jeg gå" sagde Anton, herpå begav han sig til Randers, og på vejen blev han indhentet af Estrup, som også skulle til Randers og stemme. Han gjorde holdt og tog Anton med i herskabsvognen, skønt Anton fortalte hvorfor han var gående. Så på vejen til Randers overhalede de Estrups karle, som måtte lide den tort, at se Anton køre til valg sammen med konseilspræsidenten.

Inden længe smiler lykken til Anton, da han i december 1882 kan købe et hus, og her bor de indtil 1897, hvor han atter rykker op i rang og flytter ind på Klemstrupgaard. Dog sælger den igen i 1903 og må købe et hus igen.

Familien får i 1905 nu officielt lov til at bare slægtsnavnet "Rafn".

Efter Christianes (det yngste barns) udsagn havde Anton et lille landbrug, men var en meget flittig mand, arbejdede i mosen om sommeren og var hjemmeslagter. Samt en ivrig jæger, og da han havde jord der græssede til skoven, havde han også et godt jagtterræn. Så han var også krybskytte. Man sagde faktisk at alle i Pindstrup var krybskytter, og det blev ikke betragtet som noget vanærende, tværtimod var man stolt af sine bedrifter som krybskytte.

Anton var uden tvivl en meget dygtig jæger, for han blev aldrig taget. På nær engang i 1908, men dér var han uskyldig. Kender ikke omstændighederne, men Anton påtog sig skylden for sin svigersøn Søren Kvist, hvis kone (Thrine) ventede barn. Alle var klar over, at han var uskyldig, selv dommeren, som under retssagen skal have slået sin knyttede hånd ned i pulten, og sagt til Søren (svigersønnen) "Det er ikke den gamle mand der har gjort det, det er DEM!" Men da Anton fastholdt sin skyld, havde dommeren intet andet valg end at dømme ham. Han sad dog kun i fængslet nogle få dage, og blev så løsladt ved kongelig benådning.

Den 29. december 1916 har Anton og Karen guldbryllup, og fra en artikel (i 1916) kan der læses at efter de var blevet vækket af musik og familie kl. 06:30, gik de over i en pyntede sal, hvor de blandt andet fik 2 lænestole, 1 kaffestel med inskription og 130 Kr. Der blev holdt taler, hvori man roste Anton og Karen for deres dygtighed, nøjsomhed og lyse syn på livet. Der blev ligeledes sunget sange fra et hæfte.

Anton døde den 19. Maj 1920 i Pindstrup, Marie Magdalene Sogn.